Passer du ordentligt på din krop?
At passe ordentligt på sin krop er vigtigt - det ved vi alle jo godt. Alligevel vælger vi ofte at springe over, hvor gærdet er lavest, da vi føler, at vi ikke har tid eller overskud. Det er rigtig ærgerligt - for hvis vi passede bedre på vores krop, ville vi netop føle et større overskud i hverdagen.
Ud over at spise og drikke ordentligt, undgå tobak og for meget alkohol, bruge sin krop aktivt, få god (og nok) søvn, så handler det også om at trække vejret rigtigt og strække sig efter tæerne!
Småskavanker - lidt ondt har man vel altid Rigtig mange mennesker render rundt med småskavanker - "det hører vel med til at være menneske, ikke?", hører jeg tit i klinikken. Det drejer sig rigtig ofte om, at folk har småskavanker som:
Stivhed/hold i nakken/ryggen
Smerter i lænden og balderne ofte med udstråling til lysken/benene
Hovedpine
Ømme og spændte muskler, smerter i ledene, hovedpine etc. er altså gået hen og blevet en normal tilstand for mange mennesker. Men med mindre du er syg eller skadet, træner rigtig meget eller fx er professionel danser, så behøver det IKKE være den normale tilstand.
Udover at få kropsbehandlinger hos mig, så kan du kan selv gøre rigtig meget for din krop.
Træk vejret rigtigt - Stræk dig efter tæerne
Du trækker vejret ca. 20.000 gange på en dag - men hvor ofte er du bevist om, at trække vejret helt rigtigt? Mit gæt er, at det nok ikke er særlig tit. Men det har faktisk stor betydning for dit velvære, hvordan du trækker vejret.
Din vejrtrækning påvirker organerne, hjernen og nervesystemet. Når vi ikke ilter kroppen godt nok, kan det blandt andet skabe træthed, rygproblemer og dårlig fordøjelse.
Når du trækker vejret godt, får du mere energi og bedre balance i nervesystemet. Din krop udskiller færre stresshormoner, dit blodtryk falder, og du slapper mere af i hjernen.
Er du i tvivl om du trækker vejret rigtigt? Så prøv følgende:
Læg dig på ryggen, og placer den ene hånd på brystkassen og den anden på maven. Mærk nu, om både mave og brystkasse bevæger sig udad, når du trækker vejret ind. Maven skal bevæge sig først og mest, men der skal også være bevægelse i brystkassen - dog mindre end i maven.
Tjek nu, at din åndedrætsmuskel ikke kun arbejder fortil. Den er nemlig cirkelformet og arbejder også til siderne og bagtil for at stimulere rygsøjlen, rygmusklerne og organerne og at udnytte bagsiden af dine lunger. Placer begge hænders fingre som et pincetgreb omkring taljen. Placer tommelfingeren bagtil og de andre fingre fortil, og tryk fingerspidserne lidt ind i det bløde på begge sider. Slap af i skuldrene, og fokuser kun på åndedrættet og den dybe vejrtrækning.
Når du ånder ind, skal du kunne mærke, at dine fingre presses ud, fordi åndedrætsmusklen stempler ned. Når du ånder ud, lukker fingrene lukker sig lidt sammen igen. Vær ekstra opmærksom på, om der sker nogen bevægelse ved tommelen bagtil - det skal der. Mærk også, hvordan ribbenene følger med i bevægelsen.
Når du har styr på øvelsen, kan du også bruge den siddende eller stående til at tjekke, at dit åndedræt arbejder i alle retninger og skaber udvidelse både for og bag. Når du trækker vejret, skal det mærkes både fortil, bagtil og til siderne.
Husk din udånding, som er meget vigtig. Du skal fornemme, at brystkassen, maven og ryggen ligesom folder sig ind igen (uden kraft), så lungerne tømmes helt for luft.
Den næste stilling, er den bedste stilling
Vores kroppe er ikke lavet til at være i den samme stilling i lang tid ad gangen - vi er skabt til bevægelse. Det er derfor rigtig vigtigt at variere de stillinger kroppen er i.
Det er en meget støtte belastning for ryggen at sidde ned end at stå op. Hele din overkrops vægt skal holdes på plads af dine rygmuskler. Det bliver de ret hurtige trætte af, hvorefter du "falder sammen" i ryggen og så har vi balladen. Nu bliver en meget stor del af trykket lagt på rygsøjlen. Skift derfor stilling - bevæg dig.
Stræk dig
Stræk dig efter tæerne - uden at bøje i knæene, vel at mærke! Ræk ud mod loftet med begge hænder over hovedet - forlæng rygsøjlen. Stræk dig til siderne mod gulvet med hænderne over hovedet. Drej hovedet så langt du kan til siderne - langsomt, så du mærker strækket. Kig ned mod navlen og op mod loftet, tilt hovedet til siden
Træner du meget? Så er restitution rigtig vigtig!
Restitution handler bl.a. om at give din krop nok søvn og hvile. Det er nemlig under restitutionen, at din krop opbygger og forstærker det væv, som har været udsat for belastning. En krop der ikke får tilstrækkelig med søvn, ro og hvile, vil på sigt blive stresset, immunforsvaret påvirkes negativt, du får dårligere udbytte af din træning og øget risiko for skader.
Lyt til din krop - den er ret så intelligent!
Lyt til din krop og lær dens signaler at kende - den fortæller dig ret præcist, hvad det er du har brug for!
Comments